Gitte Krusholm Nielsen er ny i teglbranchen, men har allerede sat foden på speederen i forhold til at få naturens eget byggemateriale ind i byggeriet.

”Det er ganske stort, for det er historiens vingesus, vi er ved at genskabe! Vores bygningsmasse hviler på en arkitektonisk kulturarv, der er skabt af den ler, Danmark står på. Kig rundt i hele landet! Overalt ser du mursten, fuger og tegl i smukke farver, formater og mønstre. Det er sundt byggeri for øjet, helbredet og økonomien. Min målsætning er, at de stolte tegltraditioner kombineres med de nye teknologier og bæredygtighedskrav. Vi skal derhen, hvor historien møder fremtiden, så 2 + 2 giver 5 og giver os sundt, smukt og holdbart byggeri!”

Og det kan ikke gå stærkt nok, for en stigende interesse for tegl i hele Norden har skabt behov for en tæt dialog mellem teglværker, arkitekter, håndværkere, fagskoler og politikere. Denne opgave er hjørnestenen i Gitte Krusholm Nielsens daglige virke som underdirektør i DANSKE TEGL. En af hendes mange opgaver er bl.a. at øge kendskabet til teglets høje kvalitet og egenskaber, som matcher den internationale trend om bæredygtige byggerier.

Gitte Krusholm Nielsen fylder 50 år den 14. februar. Hun er uddannet civilingeniør i kemi fra DTU. Hun har 20 års ledelseserfaring fra såvel rådgivnings- og entreprenørbranchen som fra produktionsindustrien inden for byggematerialer. Tidligere har hun været ansat hos bl.a. F.L. Smidth, Hempel, ALECTIA og MT Højgaard.