Mursten, klinker og tagsten er populære blandt arkitekter. DANSKE TEGL har spurgt en række arkitekter, om hvad de synes om tegl. De fremhæver, at tegl står stærkt på totaløkonomi og bæredygtighed, fordi det er holdbart, og udgifterne til drift og vedligehold er begrænsede. Og så patinerer byggerier i tegl smukt, og der er masser af mulighed for skabe variation og flotte detaljer.

Lars Vind Scheerer: Arkitekt og byggeøkonomi Seniorprojektleder, arkitekt MAA hos BO-VEST, tidligere partner hos Nova5 arkitekter

”Jeg har medvirket til renovering af mange almene boliger, og der er altid en begrænset økonomi til rådighed, men der er stadig et ønske om en smuk bebyggelse med lang holdbarhed og minimalt vedligehold. Byggerierne skal også ældes pænt, og der kan tegl absolut noget. Der er jo en fin gammel tradition i dansk byggeri for at bygge med tegl. Man kan gå forbi en gammel kirke eller et byhus, der har stået i 4-500 år, hvor murværket har fået patina og den dér helt særlige stoflighed som kun teglmure får – det er bare smukt, syntes jeg. En kvalitetssten bliver ikke grimmere med årene. Den skal ikke vedligeholdes. Den er pæn fra første dag, og så bliver den bare pænere og pænere. Bæredygtighed er også blevet en vigtig faktor i dag, og der står tegl også godt. Det kan genanvendes, og der er næsten ikke noget, der bliver til affald.

Teglsten har slæbt rundt på et rygte, som måske ikke er helt fair, og det er, at det er alt for dyrt i udførelsen. Sammenlignende undersøgelser har vist, at mursten faktisk er konkurrencedygtige på pris, hvis man ser på totaløkonomien. I forhold til det arkitektoniske udtryk man ønsker at give byggeriet, findes der en kæmpe palette af stenbrændinger, farver og formater, som man kan arbejde med. Der er også mulighed for at lave en masse fine detaljer i murværket, eksempelvis ved at benytte særlige stenformater, brændinger, forbandter o.lign. For mig er Skuespilhuset i København (af Lundgaard & Tranberg) et fantastisk flot eksempel på et byggeri, hvor arkitektur, materialer, håndværk, byggeteknik og relationen til omgivelserne går op i en højere enhed. Det hus holder jeg meget af.”

Anders Sælan, Arkitekt, Projektchef hos Tetris, tidligere partner hos Henning Larsen Architects:

”Som arkitekt drømmer man om, at et byggeri har en taktilitet, en materialitet, som er rar, menneskelig i skala og som patinerer smukt og ordentligt. Som bygherre ønsker man også et driftsvenligt byggeri. Der er tegl et supergodt materiale, for det er både smukt og driftssikkert. Derfor forbindes teglbyggerier også med kvalitet. Tegl kan også genanvendes og genbruges. Jeg har faktisk svært ved at finde ulemper ved det.”

Kjeld Ghozati, Arkitekt, partner hos E+N Arkitektur

“Tegl er et holdbart og fantastisk stofligt byggemateriale, der kun bliver smukkere med tiden i modsætning til mange andre byggematerialer, der har kortere levetid og patinerer grimt”.