På TEGLdagen kan du møde arkitekten bag transformationen af Dalum Papirfabrik, Michael Kruse. Vi har spurgt ham, hvad det kræver at transformere ældre, murede bygninger fra faldefærdige til fabelagtige.

Foto: C.F. Møller Architects

TEGLdagen afholdes 17. juni i København.
Du kan stadig nå at tilmelde dig!

Og svaret falder prompte: ”En transformation – især når det handler om meget nedslidte bygninger som Dalum Papirfabrik – er ikke en snorlige proces. Den er langt sværere at forudse og planlægge, end ved et klassisk byggeprojekt. Det samme gælder slutresultatet. Når du transformerer gamle bygninger, ved du aldrig helt præcist, hvad du ender ud med, når arbejdet er færdigt. Det skal man også kunne være i og agere i, når man kaster sig ud i et stort transformationsprojekt,” siger Michael Kruse.

Som partner i C.F. Møller Arkitekter har han stået i spidsen for transformationen af de udtjente industribygninger, der udgør den gamle Dalum Papirfabrik.

TEGLdagen, som afholdes af MOLIO i samarbejde med Danske Tegl, fortæller han mere om projektet – herunder, hvordan man har arbejdet med at balancerer bevaring, ny anvendelse, sociale værdier og miljøhensyn, der kan inspirere til fremtidens renoveringsprojekter.

Vi skal vænne os til en ny æstetik
Projektet, der er nomineret til Renoverprisen 2025, er et eksempel på, hvordan industribygninger kan få nyt liv gennem renovering, samtidig med at deres oprindelige identitet og historiske værdi bevares.

85% af den eksisterende bygningsmasse er bevaret, og materialer fra nedrevne dele er genbrugt – herunder tegl fra tidligere fabriksbygninger, som nu skaber varme og struktur i interiøret.

”Projektet er specielt, fordi vi havde med bygninger at gøre, som var i en virkelig tvivlsom stand. Der var altså ikke tale om en gammel, smuk bygning, der lige skulle pudses af. Med Dalum Papirfabrik stod vi med flere bygninger, som gik fra nedrivnings-egnet til relevante bygninger i dag – også selvom de langt fra så sådan ud, da vi gik i gang,” forklarer Michael Kruse.

Og det er ifølge ham en af de vigtigste læringer at give videre fra projektet: ”Selv meget nedslidte bygninger indeholder et stort potentiale,” siger Michael Kruse og uddyber: ”Vi skal forstå, at alt har et potentiale. Også selvom man fra start ikke kan forudsige præcis, hvordan det kommer til at se ud. Med transformation skal vi vænne os til en ny type proces – men også til en ny æstetik.”

Bygningen fremstår stadig rustik
En af de ældste bygninger ved Dalum Papirfabrik var omkring 150 år gammel. Den er nu sat i stand og fungerer i dag som et forsamlingshus. De gamle sten er renset og suppleret af flere brugte mursten fra bygninger i området.

”Bygningen fremstår stadig rustik i dag. Det var vigtigt for os at fastholde bygningens oprindelige karakter og detaljer. Og i virkeligheden gøre så lidt som muligt ved den.”