Hvad er den potentielle CO2-besparelse, hvis hele den danske teglbranche f.eks. fremstiller smallere mursten eller omlægger energiforbruget fra produktionen til ren el fra vindenergi?

Det forsøger en ny rapport fra Teknologisk Institut lavet for Danske Tegl nu at sætte tal på.

De danske tegl- og mørtelproducenter har gennem mange år arbejdet på at reducere branchens samlede udledning af CO2. Med det nye roadmap står de nu med mere viden om, hvordan brugen af tegl kan optimeres yderligere i arbejdet mod at blive helt klimaneutrale.

Ulf Minke er forretningsleder ved Teknologisk Institut og en del af det hold af fageksperter, der står bag beregningerne i Danske Tegls ”Roadmap for grøn omstilling i det murede byggeri’.

”Helt konkret har vi forsøgt at beregne en række scenarier for den samlede produktion af mursten og mørtel i Danmark. Scenarier, der viser forskellige muligheder, som teglbranchen har for at bevæge sig i en mere klimamæssig bæredygtig retning. Det kan være nye typer sten, det kan være en reduktion af cementindholdet i mørtel, og det kan være omlægning til andre former for energi til produktionen af tegl,” forklarer Ulf Minke.

Der er regnet på 12 scenarier
I ’Roadmap for grøn omstilling i det murede byggeri’ har man med input fra hele værdikæden identificeret 12 relevante muligheder for at reducere branchens samlede CO2-udledning.

”Herefter har vi kigget på hvert initiativ med følgende briller: Hvis vi forestiller os, at dette enkeltstående initiativ rulles ud i hele teglbranchen, hvilken klimamæssig effekt vil det så have, når det engang er fuldt implementeret – målt op mod udledningen i 2021, som fungerer som vores baseline? De beregninger giver et slags katalog, der indikerer hvilke initiativer, man som branche med fordel kan kiggere videre på ift. at nedbringe klimaaftrykket fra produktionen af tegl,” siger Ulf Minke.

Han understreger, at det nye roadmap skal ses som beregninger, der viser potentialerne, og ikke som en rapport, der sætter to streger under.

Hele værdikæden er inddraget
Forud for beregningerne har Teknologisk Institut gennemført i alt 15 interview med repræsentanter fra hele værdikæden i byggeriet – fra rådgivende ingeniører til udførende murere, som alle bidrager med forskellige vinkler på materialet tegl.

Derudover har en ekspertgruppe fra Teknologisk Institut samt Tekniks Udvalg under Danske Tegl givet input til, hvilke scenarier, der kunne være relevante og meningsfulde at regne på ift. estimeret CO2-reduktion. Det er samlet set blevet til 12 initiativer samlet og beregnet i det nye roadmap.

Ifølge Ulf Minke er der flere interessante resultater, som den samlede danske tegl- og mørtelbranche med fordel kan kigge nærmere på:

”Vores beregninger viser, at der under de opsatte forudsætninger, ligger nogle større besparelses-potentialer på CO2 ved fuld omlægning til biogas. Det samme gælder, hvis man som samlet teglbranche omlægger til elektricitet. Udfordringen er, at det i praksis kan være meget svært,” siger Ulf Minke og fortsætter:

”Derfor skal vores beregninger mest af alt ses som et udgangspunkt for yderligere drøftelser og beregninger i teglbranchen, når det kommer til økonomi, tidsperspektivet og implementerbarheden af de enkelte scenarier, inden man som samlet branche sætter nye indsatser i søen for at nedbringe det samlede klimaaftryk.”

Hent hele mappen her: rapport_web.pdf