Lotte Kau Andersen er ny frontfigur i Danske Tegl. Med en mangeårig baggrund i Miljøstyrelsen byder hendes rygsæk blandt andet på stor erfaring med miljøregulering, innovation og internationalt miljøsamarbejde. Mød hende her til en snak om den nye rolle som sekretariatsleder i Danske Tegl og om de kommende opgaver, der nu skal løses i regi af DI Byggeri.

Det første spørgsmål er næsten ikke til at komme udenom, når man skal lære den nye frontfigur i Danske Tegl, Lotte Kau Andersen, at kende. Siden august har hun afløst Gitte Krusholm Nielsen, der i sommer sagde farvel til Danske Tegl efter 10 år som direktør.

Hvad er dit forhold til tegl?
”Jeg har altid været meget fascineret af de mange smukke murstensbygninger, vi har i Danmark og særligt København, som har været min arbejdsmæssige base i mange år. I forsommeren cyklede jeg fra Østerbro til DI Huset ifm. jobsamtalen til stillingen som foreningsansvarlig i Danske Tegl, og på vejen passerede jeg det ene fantastiske murede byggeri efter det andet – Statens Museum for Kunst, GEUS, Rosenborg Slot og den ældre del af Indre By. Jeg kunne ikke lade være med at tænke: ”Det her er bare fedt.” Man kan så meget med tegl og mursten. Det er et fantastisk materiale, der både emmer af historie og fremtid. Derfor er jeg rigtig glad for, at jeg nu skal stå i spidsen for netop dén branche.”

Hvad er din faglige baggrund?
”Jeg er uddannet kemiingeniør og har siden arbejdet inden for miljøområdet med udvikling af lovgivning og fremme af nye løsninger både nationalt og internationalt. Jeg har fx været med i forhandling og gennemførelsen af REACH-lovgivningen for kemikalier og har arbejdet meget med udvikling af nye teknologiske løsninger – særligt indenfor affalds- og spildevandsområdet med fokus på at fremme den cirkulære økonomi.

Det er blevet til en kortere periode som rådgiver i COWI, 22 år i Miljøstyrelsen og de seneste 7 år i forsyningsselskabet HOFOR, hvor jeg primært har arbejdet med klimatilpasning og særligt overfladeløsninger til håndtering af større regnmængder. Arbejdet med at håndtere regnvand har lært mig, hvor vigtigt det er, at vi bygger med materialer, der ikke afgiver problematiske stoffer til omgivelserne, da vi så risikerer at forurene vores vandmiljø. I den sammenhæng har tegl helt klart en god miljøprofil.”

Hvad bringer du med dig af relevant viden og erfaringer til Danske Tegl?
”Jeg håber, jeg kan få glæde af min politiske og strategiske forståelse, min erfaring med programstyring og ikke mindst min erfaring med at samarbejde med mange forskellige parter for at finde de gode løsninger – bl.a. samarbejder mellem forskningsinstitutioner, lovgivere og virksomheder.

Jeg ser også gode muligheder for at sætte min teknisk faglige viden om cirkulær økonomi, kemikalier, genbrug og genanvendelse i spil. Og så håber jeg at kunne bringe min erfaring med EU-samarbejde i spil og varetage Danske Tegls interesser internationalt. Den del har tidligere fyldt rigtig meget i mit arbejdsliv.”

Hvordan ser du din rolle i Danske Tegl, som nu er fuldt integrereret i DI Byg?
”Jeg synes allerede, jeg har oplevet gode eksempler på styrken ved Danske Tegl som en integreret del af DI Byggeri. Jeg er blevet involveret i en række fora og indsatser i DI, som er relevante for Danske Tegl.

Den danske teglbranche er – som mange andre – udfordret af, at det er en relativt energi-tung branche, hvis grønne omstilling afhænger af biogas. Det deler vi med flere medlemmer i DI. Der kører flere politiske indsatser i regi af DI, som Danske Tegl med fordel har kunnet koblet sig på. Det betyder, at vi som brancheforening kan trække på en masse dygtige, faglige eksperter samt specialister inden for politisk interessevaretagelse, som kæmper vigtige kampe for og med os. Og som gør det professionelt og med flere muskler, end man som lille, selvstændig forening kan mønstre.”

Hvad ser du af vigtige opgaver den første tid?
”Personligt glæder jeg mig rigtig meget til at komme rundt i landet og besøge Danske Tegls medlemmer – en rundtur, som jeg er i fuld gang med at planlægge. Jeg glæder mig enormt meget til at møde alle og til at blive klogere på, hvordan mursten, tegl og mørtel produceres. Rundturen bliver også en oplagt anledning til at tale mere direkte med Danske Tegls medlemmer om, hvad der ligger dem på sinde, og hvordan jeg som ny sekretariatsleder i Danske Tegl kan tale deres sag og skabe værdi for dem.

For Danske Tegl som forening er en vigtig opgave lige nu sammen med Danske Murermestre og Nyhusbyggerne at håndtere sagen om de forvitrede fuger, som DR’s program Kontant havde et indslag om i juni. For at stå på bedst mulig viden om årsager og ikke mindst løsninger, er der nedsat et hurtigt-arbejdende udvalg, som har fokus på at se ind i veludført murværk og undgå svigt – primært for nuværende i fuger. Det kommer selv sagt til at fylde en del på mit bord den kommende tid.

Helt overordnet handler det for mig om at bidrage til at sikre det gode murværk fremover. Det indebærer vigtige samarbejder med branchens aktører i hele værdikæden, og det indebærer, at vi som branche fortsætter det vigtige arbejde med innovation i produktionen, så tegl trods stigende klimakrav forbliver et af bygherrernes foretrukne materialevalg.”