Nordlig passage
Hvem: C.F. Møller Architects – som en del af Masterplan for Universitetsbyen Aarhus udviklet af LYTT sammen med AART, Trafikplan og E+N Arkitekter
Hvor: Aarhus
Hvornår: 2022
Fotos: Silas Andersen, Jonas Weyer / C.F. Møller Architects

Udvalgt af
Anne Mette Boye, stadsarkitekt i Aarhus Kommune


“Her er der ikke tale om en bygning, men en fantastisk smuk passage udformet i tegl. Her bevæger man sig i et rum af tegl, hvor gulv, vægge, trapper og ramper fletter sig ind i hinanden på smukkeste og blødeste vis. Underføringen forbinder det tidligere Aarhus Kommunehospital – nu Universitetsbyen – med Universitetsparken på den modsatte side af den trafikerede Randersvej i Aarhus.”


“Passagen, der er for cyklister og fodgængere, er tegnet af C.F. Møller Architects sammen med dygtige håndværkere. De har virkelig formået at bruge teglets formbarhed og blødhed til at skabe et tredimensionelt og enormt smukt værk.”




Aarhusgaarden
Hvem: Alfred Skjøt-Pedersen
Hvor: Aarhus
Hvornår: Opført i 1935 – renoveret i 2013
Fotos: Sandra Gonon og Arkitekturbilleder.dk

Udvalgt af
Anne Mette Boye, stadsarkitekt i Aarhus Kommune


“Centralt i Aarhus på hjørnet af Frederiksgade og Åboulevarden ligger en af det smukkeste, funktionalistiske, murede etageejendommer med navnet Aarhusgaarden. Den rummer andelsboliger og har butikker i bunden.”

“De rundede hjørner og fornemmelsen af flere bygningsgrupper, der er skubbet ind i hinanden, giver en utrolig flot og interessant komposition i bygningen. Det skaber på en gang et ekspressivt og underspillet hjørne. Jeg synes, det er en komposition, der fremhæver det, som det murede byggeri kan. “

“Teglen bidrager med en tyngde i bygningen, og kompositionen og de sammensatte volumener gør, at øjet automatisk får lyst til at bevæge sig rundt. Den omhyggelighed, der er lagt i detaljerne – med afsæt i det, som teglen kan som materiale – er inspirerende.”