”Forældre til unge skal vide, at man godt kan være praktisk anlagt og hamrende dygtig på samme tid”
Efter 16 år har Finn Pedersen givet stafetten som murerlandstræner videre til Søren Kristensen Bach, der til daglig underviser kommende murere på Rybners i Esbjerg. Han betegner sig selv som en passioneret fagnørd. Og så ser han Skills som afgørende for at skabe mere respekt om unge, der vælger at uddanne sig i et håndværk.
”Jeg hørte første gang om landstrænerjobbet, da en konsulent fra Byggeriets Uddannelser var på besøg på Rybners, hvor jeg arbejder som faglærer på mureruddannelsen. Han var forbi i en anden anledning, men nævnte undervejs, at jobbet som landstræner for murerlandsholdet ville blive ledig, da Finn efter 16 år havde bedt om at give stafetten videre. Han spurgte, om jeg kunne være interesseret.”
Sådan lyder det fra Søren Kristensen Bach, der ikke havde brug for betænkningstid, da han i efteråret 2025 takkede ja til tilbuddet.
I dag står han foran det første mesterskab – DM i Skills – i rollen som murerlandstræner.
Hvorfor pilen pegede på Søren Kristensen Bach ved han ikke med sikkerhed, men han har et bud: ”Jeg er typen, der virkelig brænder for mit fag. Og jeg tror, det skinner igennem, når man er sammen med mig, at jeg elsker det, jeg laver. Jeg har en meget stor passion for murværksfaget. Det er mere end bare et job for mig.”
Store sko og plads til at fejle
Rollen som landstræner for det danske murerlandshold er ikke ukompliceret, forklarer Søren Kristensen Bach, der fik mulighed for at følge Finn Pedersen og landsholdet frem mod Euro Skills i efteråret 2025, som blev Finns sidste mesterskab som landstræner.
”Jeg har sat stor pris på muligheden for at agere føl i forberedelserne til EM, for det er ikke et ukompliceret hverv at være landstræner. Der er mange faste processer og procedurer ifm. de forskellige konkurrencer og mesterskaber. Jeg er med på, at det er store sko, jeg skal udfylde. Finn har været en meget dygtig træner, og han har skabt flotte resultater. Jeg håber, at min tilgang til træneropgaven kan give samme, gode resultat fremover med DM i Skills i april som det første mesterskab i rækken,” siger Søren Kristensen Bach.
Men hvad er Sørens tilgang til opgaven som murerlandstræner?
”For mig er en god landstræner en fagnørd, der ser sit fag som det fedeste i verden. Og som lader den motivation og begejstring smitte af på de unge. For mig er det vigtigt, at de unge murere, vi træner, giver sig selv lov til at være stolte af, at de nørder deres fag. Det er også vigtigt for mig, at der er plads til at fejle. Man skal elske det, man laver, men for mig er det ikke afgørende, at man som lærling mestrer det 100 procent fra start. Det er en proces, og det lægger jeg stor vægt på, fordi jeg oplever en tendens til, at flere unge afholder sig fra at deltage, fordi de ikke føler, at de mestrer faget til perfektion. Det vil jeg gerne gøre op med. For mig er det langt vigtigere, at man har villigheden til at udvikle sig,” siger Søren Kristensen Bach.
Mere anerkendelse til håndværksfag
Ud over at vinde Skills-medaljer har den nye murerlandstræner også en anden vigtig mission:
”Jeg glæder mig virkelig over, at et koncept som Skills har opnået så stor opmærksomhed og popularitet. Det ser jeg som afgørende for, at håndværksfagene også får den anerkendelse, som de fortjener, hjemme i stuerne. Der er brug for at tale murerfaget og andre håndværk op, så den unge, der meddeler sine forældre, at han eller hun vil tage en håndværksuddannelse, oplever at få den samme anerkendelse, som hvis det var en gymnasial uddannelse, der var blevet valgt. Som træner vil jeg rigtig gerne bidrage til, at flere får øjnene op for, at man godt kan være praktisk anlagt og hamrende dygtig på samme tid,” siger Søren Kristensen Bach.