Danmark er bygget af det ler landet hviler på og vi nyder alle det lækre håndværk, som murværket så smukt fremviser derude. Imens bølger klimasnakken, som gør det endnu mere aktuelt at vi bygger sundt, smukt og holdbart for fremtidens generationer. Det stiller krav til branchen og derfor lanceres nu kampagnen ”De 10 Bud” om vejen til det perfekte murværk.

At ældes med ynde

Murværket har for længst bevist, at det som byggemateriale for alvor er langtidsholdbart. Det havde Valdemar den Store helt styr på og derfor kan vi i dag hygge os over bl.a. Vor Frue Kirke. Nogle siger endda, at murværket er det eneste materiale, som ældes med ynde og det sågar uden at skulle vedligeholde det.

For os som elsker murværk handler det om at dele den gode viden om murværket, at dele den faglige stolthed over håndværket og de solide traditioner som murerfaget repræsenterer.

De 10 Bud og tjek på murværket

Derfor har Danske Tegl sammen med Murersektionen under Dansk Byggeri og Københavns Murerlaug indgået et nyt strategisk partnerskab om at fremme det smukke murværk. De tre organisationer har nu lanceret kampagnen ”De 10 Bud”.

Det er et større, længerevarende tiltag, der indeholder flere delkampagner målrettet alle faggrupper, dvs. de udførende, arkitekterne, rådgiverne, bygherrerne, lærlingene osv.

De 10 Bud er tjeklisten over det ti vigtigste punkter som man skal huske når man arbejder med murværk. Det er ikke ny viden, men en genopfriskning af den gode byggeskik, baseret på århundreders erfaringer til at opnå det perfekte murværk.

Kommunikation er konge

Danske Tegl har lavet en rundspørge som viser, at ideen om de ti bud rammer plet i hele byggebranchen og at teknisk viden om murværk er populært.

Rundspørgen viser bl.a. også at detaljerede projektbeskrivelser er vigtige, at kommunikationen mellem fagene godt kan gå galt, når det går stærkt, at forventningsafstemning ved projektstart er en vinder og meget, meget mere.

Derfor er kampagnen startet med at stikke en finger i jorden hos de udførende for at kortlægge hvor det går galt og hvorfor.

Kampagnen er på ingen måder en løftet pegefinger, men fungerer derimod som bindeled imellem branchens aktører og derfor er den næste målgruppe selvfølgelig ingeniørerne og arkitekterne.

Forårskollektioner og den gule sten

Tidligere fandtes der stort set kun en rød og en gul mursten og man byggede oftest med udhæng på tagene osv. I dag bygges der langt mere komplekse byggerier og det stiller nye krav til murværket. Samtidig udgiver teglværkerne lækre forårs- og efterårskollektioner af sten med nye egenskaber, ligesom der nu også findes et utal af nye mørtler og derfor er det godt med en lille kampagne til genopfriskning af byggeskikkens gode håndregler.

Afdækning og minutsug tæller

De 10 Bud er derfor også en oplysningskampagne om hvorfor det er så vigtigt at have styr på eksponeringsklasser, minutsug, mørtelvalg, afdækning, bygningsstil og meget mere.

Følg allerede nu De 10 Bud rundt i byggeriet i Danmark. Vi filmer det hele og fortæller om den spændende tur på kanalerne:

Facebook: De 10 Bud

LinkedIn: Danske Tegl, Murersektionen og Københavns Murerlaug

Det hele er også samlet på www.de10bud.dk, så kig endelig forbi.