Danske Tegl har dedikeret 2023 til en besøgsrunde til byggebranchens forskellige aktører, og bilen er pakket med den nyeste viden om bl.a. bæredygtighed, genanvendelse og minimering af fejl.

Nye regler om bæredygtigt byggeri er netop trådt i kraft, og med dem følger store krav til viden om og dokumentation af byggematerialers bæredygtighed. Den danske teglbranche har lagt sig i selen: EPD-data på alle produkter er klar og tilgængelige.

Men der er stadig mange spørgsmål og myter om tegl, som skaber usikkerhed om materialernes performance og muligheder i forhold til de nye regler.

”I Danske Tegl har vi en mission om at dele ud af al vores viden om murværk – og dele den med de dygtige arkitekter, konstruktører og rådgivere, der hver dag omsætter danskproduceret tegl til smukke byggerier,” siger direktør i Danske Tegl, Gitte Krusholm Nielsen, og fortsætter:

”Derfor har vi etableret Tegl Akademi og dedikeret 2023 til et roadshow, hvor bilen er pakket med den nyeste viden om alt lige fra de nye CO2-krav, design for adskillelse, genbrug, tilgængelig dokumentation, brug af kalkmørtler og meget mere. Og hvem ved – måske kan vi endda være med til at aflivet en myte eller to om tegl.”

Faglig fredag med fokus på tegl og bæredygtighed

En af de arkitektvirksomheder, som allerede har gjort brug af muligheden, er Arkitema i Aarhus. Her blev blandt andet tegl sat på dagsorden, da en afdeling i Arkitema dedikerede én fredag om måneden i hele 2022 til at sætte ekstra fokus på bæredygtighed gennem forskellige faglige oplæg.

”Tegl var et af de temaer, vi valgte at tage op for at blive klogere på, hvordan vi som arkitekter kan arbejde med tegl i fremtiden på en mere bæredygtig måde. Gitte Krusholm Nielsen var behjælpelig med at samle et bredt panel af oplægsholdere bestående af eksperter, producenter og specialister, som tilsammen repræsenterede en bred vifte af kompetencer inden for tegl. Det var fagligt værdifuldt for os som arkitekter at kunne stille spørgsmål og lufte idéer på tværs af panelet, lytte til eksperternes oplæg, svar og indbyrdes dialog. Alt sammen med udgangspunkt i, hvordan tegl tænkes ind i den grønne omstilling,” siger Vibeke Willems, der er kreativ leder i Arkitema.

Skal vi lægge vejen forbi jer?

Ifølge Gitte Krusholm Nielsen er formen på besøget helt op til den enkelte virksomhed:

”Måske mangler I et fagligt inspirerende oplæg til jeres næste godmorgen-møde, medarbejder-dag eller noget helt tredje? Vi kan afsætte alt fra to timer til en hel dag. Og er der brug for at dykke ned i et helt specifikt emne omkring murværk og tegl, tager jeg meget gerne en eller flere dygtige fageksperter med.”

Vil du vide mere om Tegl Akademi?

Kontakt Gitte Krusholm Nielsen på gkn@dansketegl.dk