Brancheorganisationen Danske Tegl mener, at det efterhånden er blevet alt for nemt at slå sig op på at være bæredygtig

Bæredygtigt tøj. Bæredygtige møbler. Bæredygtige byggematerialer. Alle virksomheder med respekt for sig selv er naturligvis for længst hoppet med på bæredygtighedsbølgen, men er der efterhånden gået inflation i begrebet. Det mener adm. direktør for Danske Tegl, Gitte Nielsen.

Hun opfordrer til at skrue lidt ned for salgsflosklerne og i stedet skrue op for dokumentation og fakta.
”Tag f.eks. mit LinkedIn-feed. Det byder på en overflod af debat og indlæg om bæredygtighed. Alle fremfører argumenter for, at netop deres løsning eller produkt udmærker sig helt særligt. Og så bliver en forstadsfrue, som jeg, altså alvorligt bekymret”, siger Gitte Nielsen og fortsætter:

”Det lader til, at alting partout skal være bæredygtigt. Jeg er 110 pct. enig i, at klodens ressourcer skal bruges klogt, at vi skal bygge smukt og holdbart til fremtidens generationer, og at vi skal holde op med at smide væk som små curlingbørn. Jeg debatterer, deler og liker lystigt. Ingen bør være i tvivl om, at jeg er med på beatet, men. For der er et men”.

Uhørt optimisme
Ifølge Gitte Nielsen forsøger alt for mange den lette genvej ved at sælge produkterne med et lidt for letkøbt bæredygtighedsmærke på pakken.
”Sammen med presset for at være klassens mest bæredygtige – og kundens førstevalg – hører tilsyneladende en uhørt optimisme. Alle bæredygtige løsninger og produkter lader til at være opfundet. Allerede? Det var da herligt, eller hvad?”, spørger Gitte Nielsen og fortsætter:
”Tag på byggemesse eller læs et byggeblad. Ja, så er hele molevitten bæredygtigt. Bare send marketingsafdelingen ind over, så spiller det. Det synes at være opskriften, men nej!”, siger Gitte Nielsen.

Hun mener, at marketingafdelingerne rundt omkring i virksomhederne måske trykker vel rigeligt på gaspedalen i bestræbelserne på at overbevise kunderne om, at lige netop deres bæredygtige løsning sikrer klodens fremtid.

”Nogle af dem ovre i marketing kunne nok mere trænge til lidt ferie. Omverdenens ønske om bæredygtighed lader til at være for stort et pres. Bevares, det er helt sikkert gjort i en god mening, men det gør det kun værre. Dømmekraften lader i hvert tilfælde til at være taget et smut på ferie”, siger Gitte Nielsen.

Ifølge Gitte Nielsen virker det utroværdigt, at alt er bæredygtigt.
”Jeg er ked af at sige det, men fake News og blæredygtighed lader til at husere derude i højere grad end fakta om bæredygtighed. Det er en ommer, at argumentere for, at kort levetid er bæredygtigt. Det er en ommer, at argumentere for, at individuelle og teknisk komplicerede løsninger er bæredygtige. Det er en ommer, når stort set alle annoncører i et byggemagasin på 52 side skriver ”Bæredygtighed” ind over deres tekst”.

Langtidsholdbart er ægte bæredygtighed
Grundstenen i bæredygtighed er en lang levetid og et lavt vedligehold, som resulterer i et mindre ressourceforbrug og mindre affald.
”I øjeblikket er der meget fokus på aspekter som cirkulær økonomi, bæredygtighed, langsigtede perspektiver og totaløkonomi inden for byggeriet. Det er utrolig positivt, for det er en meget ressourcetung branche hvad angår materialeforbrug, generering af affald mm. Her må den ultimative bæredygtighed være defineret ved sunde og sikre løsninger med meget lang levetid og lavt forbrug til drift og vedligehold,” fortæller Gitte Nielsen.

Det gælder derfor om at anskue sammenhængen i hele bygningen og hele dens levetid og ikke kun se på bæredygtigheden i enkelte dele af bygningen eller dens konstruktion, mener Gitte Nielsen.
Udgangspunktet bør desuden være et fornuftigt datagrundlag, som f.eks. livscyklusberegninger på den fulde levetid af de materialer der vælges, hvordan materialerne kombineres og udnyttes i bygningerne og igen på bygningens samlede levetid.

Det nye byggeri skal gerne kunne stå ude i 150-200 år eller endnu længere. Og med alle de mange nye og komplekse byggematerialer der er på markedet i dag, er det en kompliceret jungle at navigere i. Derfor er det vigtigt at have nogle pejlemærker og trædesten at støtte sig til.
”For kun ved at se på det totale billede, på den komplette livscyklus og på basis af valide data, kan man vurdere om et materiale er bæredygtigt”.

Fyrtårne arbejder seriøst
Gitte Nielsen frygter, at den overdrevne brug af bæredygtighedsbegrebet fuldstændig udvander alle de gode initiativer, som seriøse aktører udvikler og sælger.

”Bæredygtighed i byggeriet er primært boblet op nedefra. Fyrtårne i branchen, som for eksempel Green Building Council, arbejder seriøst med at skabe bæredygtighed gennem dokumentation og certificering, efter at have lyttet til prognoserne om mangel på ressourcer, og efter at have studeret økonomien i konceptet. Det er godt”, understreger Gitte Nielsen.

Som direktør for Danske Tegl bifalder Gitte Nielsen, at bæredygtigheden i byggebranchen ikke længere kun er for de frelste i branchen, men hun advarer også om, at alle de gode tanker ikke bare drukner i buzzwords.

”Nu er bæredygtigheden rykket ind på direktionsgangene, for alarmerne bimler. Vi skal genbruge mere og bygge smartere og pænere. Medierne maler fanden på væggen, imens Jesper Theilgaard opfordrer til oprør. Vi har travlt! Bæredygtighed og cirkulær økonomi er to af de nye buzz-words i byggeriet. Og lykkeridderne? Ja, det lader til, at de nu også har gjort deres indtog.

”Der må råbes vagt i gevær, når noget godt er på vej mod at blive udvandet. Og det er bestemt nu”, understreger Gitte Nielsen.